Borger.dk Læs op Blanketter Selvbetjening Kontakt Indeks

Her på hjørnet af Sønderportsgade og Bispegade ligger Maren Spliids’ hus. 
 

Maren Spliids (ca. 1600-1641)
 
Maren Thomasdatter Spliids, der var en velhavende og respekteret kvinde, blev i 1637 anklaget for at være heks. Retssagen mod hende blev lang og endte med at blive en af Danmarks mest kendte hekseprocesser. Efter et langt forløb af forhør og tortur, erkendte Maren sig skyldig, og hun blev i 1641 brændt på bålet på Galgebakken i Ribe.
 
En succesfuld kvinde
Laurids Spliid var en succesfuld og ret velhavende skrædder og kroejer fra Ribe. Han var gift med Maren, der var respekteret af folk i byen. Hun var kendt for at have noget af et temperament og lod sig ikke overrumple af hverken kvinder eller mænd. Ægteparret levede et godt liv og hørte til den bedre del af middelklassen. I 1636 skete der noget, som vendte op og ned på det hele. Didrik, der var en knap så succesfuld skrædder i byen, blev ramt af en underlig sygdom. Han så syner og fik kramper. En aften, hvor sygdommen var værst, kastede han en mærkværdig klump slim op, der for rundt i vandfadet, som om det var levende. Didriks hustru blev enig med nabokonerne om, at han måtte være forgivet eller udsat for trolddom. Hele byen var bekymret for stakkels Didriks helbred, og de bad i kirken for hans helbredelse.
 
Marens ulykke
Da Didrik fik det bedre, kom han i tanker om, at han og Maren havde skændtes, og at hun i den forbindelse havde lovet ham ulykke. Senere forklarede han, at der en nat var kommet tre skikkelser ind på hans kammer, og at den ene lignede Maren. Han sagde, at det muligvis kunne have været djævlen i hendes skikkelse. De to af skikkelserne havde holdt ham nede, mens den der lignede Maren, havde blæst ham ned i munden. Han mente, at det havde gjort ham syg.
Didrik anklagede ikke Maren for hekseri med det samme, fordi dette ville virke som undskyldning for at få hans succesfulde konkurrent, Laurids, ned med nakken. I stedet satte han nogle rygter i gang om Maren og folk begyndte at kæde alle byens ulykker sammen med hende. På trods af, at folk nu var enige om, at Maren muligvis var heks, gik sagen i sig selv igen.
 
Mindeplade i huset for Maren og Laurids Spliid.
Mindeplade i huset for Maren og Laurids Spliid.
 
Byens sidste heks brændes
Didrik var dog fast besluttet på at få sin hævn over Maren. Han søgte derfor om at få lov at tale med kongen. Det var Christian IV, der var konge på denne tid og han var ivrig efter at få dømt og brændt alle hekse i riget. Didrik fik foretræde for kongen, der i 1639 krævede sagen for genåbnet.
Hvis Maren skulle frifindes, skulle hun finde 15 personer, der ville erklære hende uskyldig, men da Didrik havde fået hele byen til at tro på, hun var en heks, var dette ikke muligt. Til gengæld kunne Didrik finde mange, der kunne berette om Marens hekserier og trolddomskunst.
Laurids kæmpede inderligt for at bevise sin hustrus uskyld, og det lykkedes ham i første omgang at overbevise rådsstueretten. Men nævningene ankede og sagen blev igen genoptaget.
Maren blev sendt til Blåtårn i København, hvor hun blev afhørt og tortureret indtil hun til sidst gav op og erklærede sig skyldig. I ni måneder havde hun holdt torturen ud. Hun blev ført tilbage til Ribe, og 9. november 1641 blev hun brændt som heks på Galgebakken i Ribe. Hun var den sidste heks i Ribe.
 
Kilder:
Kim Tørnsø, Djævletro og folkemagi: trolddomsforfølgelse i 1500- og 1600-tallets Vestjylland, 1986.
J. C. Jacobsen: Danske domme i trolddomssager i øverste instans, 1966.
 
Links:
 
Kultur & Fritid • Torvegade 74 • 6700 Esbjerg • +45 76 16 18 64 • e-mail